Nyt køkken fra IKEA – En køkken make-over

Det har i lang tid været planen at køkkenet i min lejlighed skulle udskiftes. Jeg er så privilegeret at bo til leje i en lejlighed mine forældre ejer og derfor har jeg haft stor indflydelse på hvordan køkkenet skulle se ud. Ja faktisk har jeg nærmest haft frie tøjler (indenfor rimelighedens grænser naturligvis).

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at det er et kæmpe arbejde sådan at få skiftet sit køkken. Det tager tid og kræfter og koster selvfølgelig også en del, så der er mange faktorer der lige skal falde på plads samtidig.

Allerede for halvandet år siden havde jeg lavet første udkast til hvordan køkkenet skulle se ud, men det var alligevel først et års tid senere at vi rent faktisk endte med at gå i gang.

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om processen hen i mod et nyt køkken. I skal naturligvis se hvordan køkkenet så ud før, hvilke overvejelser jeg har været igennem i forhold til valg og design af køkkenet, lidt om processen og så selvfølgelig det endelige resultat.

Valg af køkken

En af de primære ting at tage stilling til, når køkkenet skal skiftes, det er selvfølgelig at finde ud af hvad der skal sættes op i stedet for og hvor det skal komme fra. Vil i selv gøre det eller skal i have hjælp?

Vi var rimelig besluttede på at vi ville købe et køkken fra IKEA og selv sætte det op. De har nogle lækre designs, en fair pris og rygterne siger en god kvalitet. Og så er der simpelthen så mange fede indretningsmuligheder at det er til at falde i svime over, når man er lidt af en sucker for nips og praktisk opbevaring.

Siden det blev besluttet at køkkenet skulle skiftes og vi ville sætte et IKEA køkken op har jeg vist haft flere ture til IKEA end jeg har haft hele mit liv – og det har været fantastisk. Guderne må vide at jeg elsker den butik 😀 Min far var med til en enkelt kvalitetstjek og min mor var med en tur i den indledende designproces, ellers har det været mig selv og ind imellem kæresten eller en frivillig veninde der har været med mig.

Jeg fik overraskende hurtigt lagt mig fast på hvilket design det skulle være. Jeg blev forelsket i nedenstående opstilling. Den romantiske stil og den lækre træbordplade gik lige i hjertet på mig. Jeg er helt pjattet med grebene og så elsker jeg at det er bygget op på skuffer.

Køkken_ikea_1

En af de hyggelige ting i IKEA’s køkkenafdeling, det er at gå og åbne skabe og skuffer og blive inspireret af de mange muligheder der er for at indrette dem lige efter ens behov.

Køkken_ikea_indretning

 

Når man skal designe et køkken fra IKEA kan det godt svare sig at lege med deres 3D tegneprogram. Her har man mulighed for at lave den præcise form på rummet som man har at arbejde med og man kan vælge alle de forskellige køkkenelementer, designs og hvidevarer mm. Jeg må indrømme at jeg synes det er utroligt dårligt at arbejde i på en nyere computer. Da jeg havde behov for at designe køkkenet var det meget dårligt understøttet af de forskellige browsere jeg havde til rådighed. Det var optimeret mod nogle gamle versioner og det var i perioder umuligt at styre. Så et godt råd er at gemme ofte, for lige pludselig fryser det og man risikerer at miste ens arbejde.

Til deres forsvar vil jeg sige at der i hvert fald i IKEA Taastrup er opsat en masse computere hvor programmet fungerer meget bedre. Der kan man logge ind og hente sine gemte tegninger frem.

Anyways… Jeg fik i hvert fald tegnet mit køkken som jeg gerne ville have det skulle se ud. Jeg tror vi er ude i en version 9 herunder og det endte med at være min endelige tegning.

ikea_kitchenplanner

Programmet er smart når det virker! Du kan zoome ind og ud og rotere og derved se køkkenet i alverdens vinkler samt plantegninger. Derudover kan man udskrive produktliste, udregne prisen og meget mere.køkken_tegning1 køkken_tegning2

Der er en del ting som man ikke selv nødvendigvis tænker på når man designer et køkken. Derfor er det smart at have en af deres køkkendesignere ind over. Det skal de uanset hvad, før du kan få lov at bestille. Nogle af de lidt mere tricky dele er sidebeklædning, skyggelister og afstandsstykker.

I nogle IKEA butikker kan man vist bestille tid hos en køkkendesigner, men i IKEA Taastrup er jeg ikke stødt på den mulighed. Men der har altid været ledige computere når jeg har været der. Et godt tip er måske at komme på andre tidspunkter end lørdag formiddag. Jeg tog tidligt fri fra arbejde en dag og tog derind, det var super godt for der var stille og roligt.

Nå, men når man har lagt sig fast på designet gennemgår man det med en køkkendesigner som hjælper med at tjekke op på de forskellige elementer. Det kan godt betale sig selv lige at være vaks her, for uden at fornærme nogle, så er det ind imellem nogle meget unge medarbejdere og vi fik da selv lige opsporet en enkelt fejl som vedkommende ikke tænkte over. Men generelt er de meget kompetente 🙂 Når medarbejderen siger ok, så kan man bestille og betale.

Jeg vil næsten sige at det ville være tosset selv at begynde at køre alle tingene hjem. Jeg kunne købe levering på en næsten valgfri dag for 600 kr. Og der var seriøst mange dele der skulle op på 1. sal. Så lad endelig dem om at levere det, så står de også med ansvaret indtil det er afleveret. Jeg valgte levering en måneds tid senere, da vi havde aftalt at vi ville gå i krig i påskeferien.

 

Køkkenet før

Det er lidt dårlig stil, for jeg har desværre kun rigtig dårlige før-billeder af mit køkken. De blev taget midt i nedpakningsprocessen og er heller ikke i videre god kvalitet. Men ikke desto mindre giver de et fint billede af hvordan køkkenet så ud før.

Køkken_før_2

Tidligere havde jeg et spisebord nede ved vinduet. Et almindeligt lille bord der kunne foldes ud til dobbelt størrelse.

 

Køkken_før_3

Køkkenet før var et klassisk gammelt Vordingborg køkken med brune låger og endnu mere brune håndtag. Metal og sidebeklædning på skuffer mv var orange!

 

Køkken_før_1

Der var en lille bordplade ved siden af køleskabet, som mest blev brugt til opbevaring af diverse ting.

 

 

Opsætning af nyt køkken

Jeg havde bestilt levering af køkkenet en onsdag aften mellem 17 og 21. Det var lige op til påske og der var åbenbart travlhed, så de kom først kl. 22.30. De ringede ikke og meddelte at de var forsinket og jeg var faktisk lige ved at miste troen på at de ville komme. Kundeservice var for længst lukket, så der var ikke andet at gøre end at vente.

Heldigvis kom de og de stakkels fragtmænd var i den grad på overarbejde – var ikke engang den sidste på ruten. De brugte over en time på at bære tunge kasser op og kastede dem hulter til bulter ind i min stue. Vi kom sent i seng den aften og næste morgen stod den på nedrivning af det gamle køkken.

Ikea_køkken_papkasser_2

Alle kasserne fra IKEA blev placeret i min stue, hvor jeg havde forsøgt at indrette et midlertidigt køkken. Her har vi fået organiseret kasserne nogenlunde, det så langt mere kaotisk ud aftenen før.

 

 

Ikea_køkken_papkasser_3

Selvom vi forsøgte at organisere os nogenlunde i lejligheden, så fylder det altså bare mere end man tror. Man kan ikke finde noget som helst og der er støv over alt.

 

Det gik overraskende hurtigt med at få det gamle køkken revet ned og kørt væk. Det klarede min far på en weekend, samtidig med at vi begyndte at få overblik over alle de kasser der nu fyldte hele stuen. Hvilken rækkefølge skulle de mon bruges i og hvad hørte mon sammen?

Køkken_nedrivning

Da vi begyndte at rive køkkenet ned fik vi øje på alle de historiske herligheder der gemte sig. Blandt andet karrygule klinker på væggene med fine blomster på, samt et meget retro-moderne linoleumsgulv også med gule blomster.

 

Vi havde hyret en bekendt, ung tømrer med en nyopstartet virksomhed til at hjælpe min far med at sætte køkkenet op. Ham brugte vi mest i starten, hvor rammerne for køkkenet lige skulle på plads og til de tunge ting. Da de store ting var på plads kunne jeg begynde at hjælpe lidt med f.eks. at samle skuffer og finde ud af hvordan de respektive skabe skulle indrettes, for at komme til at ligne min tegning.

Køkken_moduler

Køkken_pizzapause

Frokosten på første rigtige “byggedag” var pizza fra den lokale, som tilfældigvis er Næstveds bedste pizzeria.

 

Der er en del koordinering med diverse eksterne aktører som VVS’er og elektriker man skal have in mente når man går i gang med at lave køkken. Inden vi kom for godt i gang havde vi behov for at der kom en elektriker ud og førte nogle ledninger i væggene. Jeg havde meget få stikkontakter i det gamle køkken og hvis der er noget man ikke gider mangle er det stikkontakter! Vi havde selv (nu siger jeg vi, jeg mener selvfølgelig min far) pudset væggen op og så kom elektrikeren og fræsede ud der hvor der skulle løbe ledninger.

Det her er en meget støvet proces og man må forvente meget rengøring i hele hytten i relativt lang tid efter!

Køkken_elektriker

Vi havde samtidig VVS’er ude, som trak rør til opvaskemaskine og håndvask. Håndværkerne skulle ud af flere omgange, da der bl.a. først blev sluttet hhv. strøm og vand til da vi var næsten færdige med at sætte køkkenet op.

Da først de havde gjort grundarbejdet kunne vi komme videre med at montere skabene og herfra begyndte det hurtigt at tage form.

Vi havde købt en massiv egetræsbordplade i Bauhaus som de skar efter de mål vi ønskede. Det var lige før den aldrig var kommet op på første sal da den var tung som et ondt år! Den længste del var omkring 3 meter lang, så det var også lidt af en opgave at få den ind i opgangen. Men takket være tre stærke mænd kom den op.

Køkken_gulv

Der var mange der mente jeg skulle beholde det meget fine gule retro-moderne gulv. Det var faktisk også så moderne at det egentlig passede ret godt ind i stilen. Men bare ikke lige min stil. Jeg valgte at fortsætte med min oprindelige plan om et trægulv 🙂

 

Mens det mest støvende og støjende byggearbejde stod på boede jeg lidt hjemme ved mine forældre og lidt hos min kæreste. Det var ikke til at lave mad og der var simpelthen så meget støv over det hele at det ikke var til at holde ud at være der.

Når den ikke stod på byggearbejde blev aftenerne blandt andet brugt på rødvinshygge og olietest af bordpladen. Vi skulle lige eksperimentere med hvor meget den skulle slibes og hvor meget farven ville ændre sig af olien.

Bordplade_olie

Olietesten på en stump bordplade.

 

Køkken_panorama

Et panoramabillede af køkkenet, hvor elementer og bordplade er monteret.

 

Da olien var ved at være tørret ind i bordpladen første gang begyndte jeg så småt at kunne anvende køkkenet. Jeg kunne derfor gå i gang med at tømme flyttekasser og få smidt alle mine køkkenting i skabe og skuffer. I første omgang blev det bare sat ind lidt tilfældigt, så jeg kunne få plads i stuen igen.

køkken_indretning

Udpakning af flyttekasser.

 

Nu begyndte det at blive de små detaljer der skulle arbejdes med. Dem som man nemt kan udskyde, men som alligevel er vigtige for det samlede helhedsindtryk. Min far og jeg brugte eksempelvis det meste af en dag på at sætte greb op på skabe og skuffer samt at sætte siddebeklædning op. Det er ting hvor man tænker at det skal man da også lige have gjort, men hvor det faktisk tager ret lang tid. Vi begyndte også at overveje hvilket gulv der skulle ligges og valget faldt på et klikgulv fra Bauhaus, som havde et egetræslook. Gulvet blev dog først lagt et par uger senere hvor jeg var i USA og der var god plads til at lave byggeplads igen 🙂

køkken_greb_gulv

Til venstre: Skabelon til at placere grebene det samme sted på alle låger. Til højre: Gulvet bliver så småt lagt.

 

køkken_beggesider

Da først grebene er sat på og alle hvidevarer er tilsluttet er det jo i princippet et fuldt funktionelt køkken. Der manglede i et stykke tid fronterne til den indbyggede opvasker og køle/fryseskab, men det var mest visuelt det var et “problem”.   køkken_detaljer

Nu kunne alt det sjove begynde og jeg kunne tage endnu en håndfuld ture til IKEA, hvor jeg helt legalt kunne få lov at shoppe inventar til mine skuffer og til køkkenet. Jeg kunne købe planter og indrette mig lidt hyggeligt.

køkken_brugbart

Da vi kom hjem fra USA var gulvet lagt og de sidste fronter, skyggelister, paneler osv. var sat op. Der manglede stadigvæk masser af småting, men de store ting var på plads. Dette har været i maj måned og det er først i august måned jeg har fået de sidste værktøjskasser helt ud af køkkenet.

Det færdige køkken

Disse nedenstående billeder er taget i begyndelsen af september, hvor jeg for alvor fik fjernet de sidste ting som ikke hørte til i køkkenet. Jeg ved ikke om i kender det, hvordan man hurtigt kan få opbygget en rodebunke et sted? Sådanne steder havde jeg fået i køkkenet, fordi de var rodebunker under byggeprocessen. Men nu er de væk og jeg knuselsker mit fine køkken. Jeg elsker hvordan det er gået fra et kedeligt og mørkt 70’er køkken til et lyst, moderne, romantisk og hyggeligt køkken.

Hvis jeg selv må sige det, så fik jeg verdens bedste idé til en spiseplads og det er mit yndlingssted i hele lejligheden nu. Jeg elsker at købe blomster til min bardisk og jeg elsker at gå og pusle i køkkenet. Efter at køkkenet er blevet så lækkert så har jeg også fået en masse inspiration til projekter i resten af min lejlighed. Nogle af dem har jeg allerede udført og andre er kun på tegnebrættet, men jeg er mere inspireret end nogensinde før.

Køkken_færdigt

Til venstre: Her jeg arbejder mest i køkkenet. Masser af bordplads til at man kan arbejde to i køkkenet, og ikke mindst en opvasker, som sparer mig for meget arbejde. Til højre: To højskabe til hhv. tørvarer og diverse i det ene og rengøringsmidler mv. i det andet. Køle og frys samt fire virkelig lækre store skuffer til ting som blender, brødrister og tilsvarende.

 

Køkken_bord

Der er for nyligt også kommet billeder på væggene og jeg har fået spredt lidt flere nipseting rundt i køkkenet.

 

skuffe_i_skuffe

Jeg forelskede mig meget tidligt i dette koncept, som jeg har valgt at kalde “Skuffen i skuffen”. Når man trækker skuffen ud ser man nederste lag, hvor jeg har almindeligt bestik. Men der er mulighed for at trække dem skjulte skuffe ud og her gemmer jeg f.eks. grillbestik og andre ting jeg ikke bruger lige så ofte.

 

Køkken_spiseplads

Det her er mit yndlingssted i køkkenet. Min spiseplads/bardisk. Den er så dyb at der snildt kan stå en bærbar computer, der er god plads til blomster og nips, jeg kan holde øje med liv nede i gården og så er det bare hyggeligt. Jeg elsker det og bruger det meget oftere end jeg brugte mit spisebord før.

 

Bar_pynt

Close-up af mine nipsting. Lige for tiden er jeg vild med mine pileaplanter, sukkulenter og lyskæder!

 

Vi har købt både køkkenelementer og hårde hvidevarer i IKEA til en samlet pris af ca. 38.000 kr. Her udover kommer bordplade, VVS’er, elektriker, gulv, tapet, maling og alverdens små ting og værktøj som man måske ikke lige tænker over i starten. Selvom det er et IKEA køkken og at de fleste er i stand til at samle en kommode fra IKEA, så vil vi alligevel anbefale at i allierer jer med en med lidt erfaring i at bygge ting. Min far er en sej og erfaren handyman og der er ingen tvivl om at jeg ikke kunne have sat det op uden ham. Man kommer hurtigt ud for at så skal væggen også lige pudses, at der mangler en dippedut til at skrue i væggen og alle mulige ting som man ikke ved noget om, med mindre man er vant til at lave sådan noget.

Jeg vil tro at den hardcore byggeprocess har taget 1½ uges tid, hvis man lagde dagene lige efter hinanden. Vi har haft mulighed for at sprede det lidt ud og har også haft arbejde at passe samtidig, så vi har ikke kunne arbejde alle dage. Men hvis man ikke skal lave en totalrenovering som vi har gjort, så kommer man langt på en uges tid.

Dette var lidt (meget) om vores erfaring med at sætte et IKEA køkken op. Jeg håber at det har været nyttig information eller om ikke andet lidt inspiration til dit eget køkkenprojekt 🙂

Related Posts
thaisuppe

Discussion about this post

  1. Marie says:

    Kære Anja, Rigtig spændende og dejligt at læse om – vi har kigget på samme køkkenelementer til at erstatte dét vi har i vores hus. Godt at få en fornemmelse af samlet pris og arbejdstid – tak for det!

Leave a Reply to Marie Cancel Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *