Pad Thai med kylling

Lige siden jeg flyttede hjemmefra har jeg flittigt brugt min wok-gryde. Det er dog typisk de samme ingredienser der puttes i den og det er sjældent at jeg får udfordret mig selv på den front. For et par år siden var jeg dog på Bali og fik for alvor smag for det mere eksotiske. Vi fik så fantastisk mad til næsten ingen penge.

For nylig faldt jeg over en opskrift på Pad Thai, som lignede noget vi havde spist på Bali. Det så ret enkelt ud og jeg havde mange af ingredienserne i forvejen, så det skulle jeg naturligvis kaste mig ud i.

Den opskrift jeg fandt var vegetarisk, men jeg valgte at putte kylling i min mad.

 

En del af retten er en sauce som blandes i til sidst. Den er nem at lave når man først har basisingredienserne.

Når først grøntsagerne er vasket og skåret ud, så tager det ingen tid at lave denne ret.

 

Ingredienser til Pad Thai

  • 2 brikker nudler
  • Ca 250-300 gram kyllingebrystfillet eller inderfilet skåret i tern eller strimler
  • 1 squash i tynde strimler eller små stykker
  • 1 rød peberfrugt skåret i tynde stykker
  • 1/2 løg i tern
  • 2 gulerødder i tynde stykker
  • 2 spsk olie
  • 1 pisket æg
  • 1 dl hakkede peanuts
  • 1 dl friske hakkede krydderurter (f.eks. basilikum, koriander mv.)

Til saucen

  • 3 spsk fiskesauce
  • 3 spsk rørsukker
  • 3 spsk bouillon (hønse eller grøntsags)
  • 2 spsk lys eddike
  • 1 spsk soyasauce
  • 1 tsk sambal oelek

Fremgangsmåde

  • Start med at skære grøntsager og kød i tern, så det hele er klart.
  • Bland ingredienserne til saucen
  • Sæt vand i kog til nudlerne
  • Steg kyllingen i olie i wok-gryden og tag dem fra når de er færdigstegt og gyldne.
  • Nu bør vandet til nudlerne være i kog – kog nudlerne i 2-3 minutter efter instruktioner fra pakken.
  • Steg grøntsagerne i olie i wok-gryden i 2-3 minutter. Pas på de ikke får for meget så de bliver slatne. Vi vil gerne bevare sprødheden. Tag grøntsagerne af når de har fået nok.
  • Steg de drænede nudler i olie på panden i ca. 1 minut. Tilsæt nu saucen og steg i yderligere et minut.
  • Skub nudlerne lidt til side i wok-gryden og hæld det piskede æg på panden ved siden af. Lad det stege i ca. 30 sekunder og rør herefter rundt i nudlerne, således at ægget klistrer sig fast til dem.
  • Tilføj nu kylling og grøntsager igen og bland godt rundt.
  • Tilføj til sidst hakkede peanuts og krydderurter.

Dette er gået hen og blevet en af mine favoritretter for tiden og jeg har planer om at teste den af med stegte ris i stedet for nudler snarest, det tænker jeg heller ikke kan være dårligt.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *