Now Reading
Rejsen til Phu Quoc og illusionen om en uforstyrret tropeø

Rejsen til Phu Quoc og illusionen om en uforstyrret tropeø

Long Beach, Phu Quoc

Long Beach, Phu Quoc.

En lokal midaldrende mand tager raske svømmetag i havets insisterende bølger. Han stopper op, og hænderne napper raskt i vandets overflade, som var det ænder der hapser brød. Hvad napper han efter? Mine tanker ledes hen på Mr Miyagi der fanger fluer med pinde – måske er dette den Vietnamesiske version, hvor fluer er skiftet ud med fisk?

Få sekunder senere går det op for mig hvad han så ivrigt fisker efter: skrald.

En tropisk drøm

I det tidlige forår 2020 rejste jeg med direkte fly til den Vietnamesiske ø Phu Quoc. Forestilingen var en ferie i et tropisk ferieparadis med hvide sandstrande og palmetræer der på elegant vis læner sig over stranden. Jeg havde store ambitioner om at begive mig ud i kulinariske eventyr på et vietnamesisk madlavningskursus, udforske nationalparken, besøge de marker hvor der dyrkes peberkorn og shoppe lokal og verdenskendt fiskesauce.

Da jeg ankom til Phu Quoc og tog køreturen fra lufthavnen til Long Beach, området hvor jeg skulle være, viste virkeligheden sig at være lidt en anden, og min rejse efterlod mig med blandede følelser for Phu Quoc som en feriedestination.

En ny turistmagnet

At rejse som turist til Vietnam er der intet nyt i, og landet har i årevis været en populær destination for særligt backpackere. Men Phu Quoc, som er Vietnams største ø og ligger en times flyvning fra Ho Chi Minh, er udset til at landets nye turistmagnet.

Regeringen har planer om at forvandle Phu Quoc til en “Special economic zone“, og investorer opsnapper land som den lokale mand opsnapper skrald på Long Beach. I 2010 ankom 239,000 turister til Phu Quoc, og havde det ikke været for en global pandemi havde der formentlig været på den anden side af 3 millioner turister i 2020 – på en ø der er knap og nap 10 m2 mindre end Bornholm.

Den særlige økonomiske interesse der er for Phu Quoc er til at mærke, og hvem kan bebrejde opportunistiske Vietnamesere fra fastlandet, at søge lykken der hvor udviklingen finder sted og udenlandsk købekraft strømmer til?

Phu Quoc er på kort tid gået fra at være en søvnig tropeø til at være Vietnams største turismeprojekt, og som udefrakommende undrer man sig over, hvor langsigtet investorerne tænker.

Økonomiske interesser trumfer

I sydlig retning mod Phu Quocs lufthavn kører man på nyanlagt vej. Fin og lang. Snorlige asfalt. Flittige arbejdere kæmper en brav kamp under solens stråler med at fjerne ukrudt og beplante rabatten. Der plantes palmer så ankomsten til øens turistområder inden for den nærmeste årrække kan virke frodig og indbydende. Ud mod stranden bygges der gigantiske resorts, og en helt ny bydel i Dubai-stil står gabende tom.

Det føles næsten apokalyptisk at køre igennem.

Længst sydpå finder man verdens længste kabelbane. Den kører fra stationen An Thoi til Hon tomh (også kaldet Pineapple Island), og transporterer en over det smukke øhav (som desværre også lider på grund af mængden af skrald).

Kabelbanen ved An Thoi og det tomme, nybyggede “Cinque Terre”

Ved ankomsten til An thoi befinder man sig ved endnu en tom nybygget by hvor ingen mennesker befinder sig, udover dem i gule veste som fortsat arbejder på mesterværket. Men denne gang er det ikke Dubai tankerne ledes hen til, men nærmere Cinque Terre eller en anden klassisk italiensk kystby, med dets let genkendelige arkitektur. Vinduerne er endnu ikke blevet sat i alle bygningerne, og man kan derfor se hvordan facaden er pudset fint op, mens det indvendige stadig er rå beton.

Ved ankomst til Honh Tom kunne man håbe på at se lidt af den lille ø, men i stedet fører rulletrapper en ind til et overdimensioneret anlæg hvor der er gjort plads til restauranter, cafeer og souvenirbutikker – alle står gabende tomme, for gæsterne er der ikke endnu. Det folk kommer over efter, foruden selve turen i kabelbanen, er vandlandet der er bygget på øen.

Det er mærkeligt, og det ser mærkeligt ud. Intet er naturligt, og intet er overladt til fantasien. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor nogen vil bygge et vandland på en lille ø, i stedet for at gøre noget ud af de eksisterende strande og natur.

En overflod af russiske turister

Det er ikke til at undgå at bemærke den russiske indflydelse på Phu Quoc

Russiske turister har generelt set ikke et godt ry blandt danske charterrejsende, og derfor er det værd at nævne, at Phu Quoc i høj grad er domineret af netop russere. Man bemærker det måske mest når det kommer til skiltning og menukort.

Ser du, den Vietnamesiske og Russiske regering har længe haft et strategisk partnerskab, og i 2019/2020 var der estimeret fly fra 10 russiske byer direkte til Phu Quoc hver måned. For russerne er flyveturen ikke for lang, og særligt mad og drikke er billigt.

Lokale beboere der har bevidnet Phu Quocs hastige udvikling snakker sågar om den russiske mafias tilstedeværelse på øen. Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige. Men udsigten til økonomisk overflod har jo en velkendt tiltrækningskræft på de brodne kar.

I det nordlige Phu Quoc fortæller lokale om kampen for at bevare øens nationalpark, hvis hektarer fældes til fordel for flere hoteller og vandlande. Langs kysterne bygges strandhoteller side om side, og i følge lovgivningen skal der være mindst 500 meter fra hotel til strandkant – men kun et fåtal overholder det.

Sao Beach, Phu Quocs smukke strand

Sao Beach Phu Quoc
Sao Beach er en smuk strand, særligt når man fanger et roligt øjeblik

Øens mest populære strand har egen busholdeplads og en mindre myriade af bygninger man skal sno sig igennem, for at komme ud til hvad der i brochurer og overleveringer skulle være en uspoleret perle.

En strand hvor det fine hvide sand, smukke palmetræer og turkise vand står i skarpt kontrast til knallerterne der kæmper sig gennem sandet for at sælge banh mi og is, vandscooterne der fræser rundt, faretruende tæt på de svømmende, for at fange dem der flyver med faldskærm.

Velkommen til Sao Beach.

På stranden er der opstillet Instagram-venlige gynger, så man kan få det perfekte billede med det turkise hav i baggrunden. At tage billedet kommer dog med en pris, og den skjules kun ved at sætte sig. 20.000 Dong står der skrevet med rød maling på sædet.

Længere nede af stranden står der en trappe, ikke umiddelbart tiltænkt udspring, for der er trods alt temmelig lavvandet. Trappen er, måske ikke overraskende, endnu en Instagram-feature, og ved siden af trappen står skiltet der annoncerer en pris på 30.000 Dong.

Og her slås der knude på fortællingen om Phu Quoc, for nu vender vi tilbage til udgangspunktet: skraldet.

Skrald lader der til at være over det hele på Phu Quoc – ikke blot på stranden, og ikke kun hvor der er turister. Jeg lod mig fortælle at deres forbrændingsanlæg var i stykker, men selv med det in mente kan man ikke undgå at bemærke, hvordan der ingen skraldespande er.

Langs kysterne kan man finde hotel-skraldespande, men der er intet system i det, og naturen lider derfor i høj grad af det stigende antal turister der ikke har nogle steder at gøre af deres skrald, når de f.eks. er på stranden. Og vi ved, hvor få mennesker der er gode til at tage deres eget skrald med tilbage til hotel, hus eller hvor i verden de nu befinder sig. Det ser vi også fine eksempler på herhjemme.

Den smukke Sao Beach er fuld af skrald i yderkanterne
Fra legetøj til sandaler, der er lidt af det hele på stranden

Ingen lader til at være generet af det, og ingen lader til at ville komme det til livs. Foruden fortællingens hovedperson, den midaldrende Mr. Miyagi der samler skrald på sin svømmetur. Det føles på alle måder som om, Phu Quoc er sat årtier tilbage når det kommer til hentning, sortering og afskaffelse af affald. Sat tilbage er derimod formentlig en forkert vending, da mit bud er, at de endnu ikke er nået videre i udviklingen, men at mængden af turister nu bare gør det mere synligt.

Dette er ikke noget nyt når man rejser i andre asiatiske og indonesiske lande. Jeg oplevede lignende skraldeproblemer på Gili Øerne år tilbage.

Hvis man drømmer om en uspoleret perle er jeg bange for Phu Quoc allerede er forbi det stadie. Eller måske sprang de det helt og aldeles over. Øen lider af et unaturligt vokseværk, og jeg frygter at de om få år vil have fjernet alt natur, til fordel for de kommercielle interesser, og når de når hertil vil turisterne være godt trætte af ikke at kunne mærke øens sjæl, og vende pengepungen mod andre destinationer.

Jeg brugte 2 uger på Phu Quoc, og da jeg forlod øen havde jeg stadig ingen fornemmelse for den lokale kultur eller øens oprindelige charme. En underlig følelse jeg ikke har kunne genkende fra andre rejser. Sikken en skam.

Har du rejst til Phu Quoc, og i så fald – hvordan oplevede du da øen?

What's Your Reaction?
Excited
0
Happy
0
In Love
0
Not Sure
0
Silly
0
View Comments (0)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Scroll To Top