AnjaO

En livsstilsblog om livet, sundhed og opskrifter




Proteinpulver

Amino complex valleprotein pulver

Når man er i gang med en kostomlægning kan der være virkelig mange ting man skal være opmærksom på. Jeg tror at mange kan nikke genkendende til, at man kører lidt død i det hvis man vil overkomme al ting på en gang. Det gør jeg i hvert fald.

De ting man typisk vil ændre på er vaner der er opbygget over virkelig mange år og det gør man altså ikke i løbet af en uge! Det kræver vilje, tålmodighed, motivation og ikke mindst rygrad. Jeg synes derfor at det kan være lettere, hvis man prøver at implementere de gode vaner i små bidder. Jeg mener, du kan ikke skære alt sukker væk, begynde at løbe 5 km hver anden dag, spise kulhydratfattig kost osv. på én gang. Eller det kan du godt, men chancen for at du går død i det efter meget kort tid er stor! Og hvis det var så nemt at foretage en varig ændring af sin livsstil, så ville der nok ikke være så mange overvægtige mennesker derude.

 

Livsstilsændring, ikke kur

I min egen situation er det også vigtigt for mig, at der er fokus på kostomlægning og livsstilændring og ikke en kur. De ting jeg ændrer skal gælde resten af mit liv og ikke kun indtil jeg har tabt x antal kilo. For at det skal kunne lykkedes kræver det motivation, rygrad og et fuldstændig sindsygt overskud!  Jeg er ikke sikker på, at folk der ikke har stået i samme båd, ved hvor meget det kræver af en at tænke i de baner. For eksempel har jeg holdt “regnskab” med mit kostindtag i en lille uges tid men det medfører altså at jeg tænker på mad stort set hele dagen! Altså ikke som at “jeg har lyst til at spise alting”, men mere i “hvis jeg nu spiser et stykke knækbrød til mellemmåltid og tager et æble i stedet for en banan, så er der plads til at jeg kan få to kartofler til aftensmaden” (agtigt). Det er virkelig noget der kræver meget tankevirksomhed og det er SÅ drænende, og derfor er det i mine øjne ikke så overraskende at mange (mig selv inklusiv) finder det svært at holde motivationen.

Erfaring siger mig, at når der sker for meget i mit liv så har jeg svært ved at holde motivationen og mit overskud til at tænke på kosten hele dagen lang, bliver mindre. Den faste læser vil vide at der i de sidste to år er sket meget i mit liv, en god blanding af op og nedture. Mit overskud til at tænke på kost har været minimalt men jeg har dog forsøgt at implementere et par gode vaner og det synes jeg er gået rigtig godt.

Motion er blevet en vane

Den ene vane er motion, som jeg har lært at holde af og at have brug for – det havde jeg ikke sagt hvis du spurgte mig for 5 år siden! Denne vane  blev startet op mens jeg boede i Aalborg men kom lidt på stand by mens jeg boede hjemme hos mine forældre. Nu er den røget op igen og jeg har en rutine jeg er tilfreds med. Den anden vane er at forstå vigtigheden af protein i min kost.

 

Proteinpulver

I et lille års tid har jeg kigget en del på sammensætningen af min kost og jeg fik bekræftet min mistanke om, at jeg ikke fik i nærheden af det protein som jeg burde have. Via vejledning og research har jeg fundet frem til vigtigheden af at få nok protein i kosten og jeg har oplevet på min egen krop, hvor vigtigt det er for at kunne holde mæthedsfølelsen i længere tid. Hvis jeg får nok protein i løbet af dagen svinger mit blodsukker ikke så meget, min lækkersult bliver mindre og generelt så holder jeg mig bare mæt i længere tid.

Jeg er f.eks. blevet virkelig glad for at bruge proteinpulver i mine smoothies. Før i tiden holdt en smoothie til morgenmad mig mæt i ca. 2 timer. Med 1-2 spsk proteinpulver i kan jeg holde den kørende til frokost! Senest er jeg begyndt at eksperimentere med en såkaldt proteinpandekage/fitnesspandekage om morgenen, hvor jeg både får protein fra æg og fra proteinpulveret. Det proteinpulver jeg bruger kan jeg ikke smage i en smoothie eller pandekage, jeg ved at nogle beklager sig over smagen af proteinpulver men det synes jeg ikke er et problem (varierer nok fra type proteinpulver og fra person til person).

Men i hvert fald kan jeg mærke nu, at jeg nu har fået det så meget ind på rygraden, at det er naturligt for mig at tænke “protein, protein, protein”. Så jeg spiser gerne kød til frokost hvis der er noget jeg kan lide i kantinen og ellers f.eks. æg eller linsesalat osv. Og så skal jeg helst have 100-120 gram kød om aftenen. Hvis jeg f.eks. spiser tomatsuppe er jeg begyndt at spise lidt kylling ved siden af for at få noget protein.

Det proteinpulver jeg bruger har jeg købt i Matas. Det er fra Natur Drogeriet og koster knap 130 kr. for 400 gram. Jeg har netop tømt en bøtte som blev købt i oktober tror jeg.

Jeg ved ikke hvad der gik galt da de begyndte at bruge word art til at lave etiketten, men indholdet er heldigvis fint ;-)

Amino complex valleprotein pulver

Nå, men det jeg vil frem til – ud over at lovprise proteinpulver – er at det kan godt være man ikke kan jonglere med 5 bolde på én gang. Men man kan starte i det små og tage en bold af gangen.

Nu har jeg to bolde i luften og føler mig mentalt klar til at begynde på en tredje bold. Og det hænger igen sammen med, at der nu er meget mere ro på mit liv og mit overskud er højere end det har været længe (i hvert fald mentalt ;-) ).

Men hvis du går og føler dig meget sulten, lækkersulten eller i det hele taget har en interesse i din kost, så kan jeg anbefale at få fokus på mængden af protein du får. Læs eksempelvis denne artikel på I FORM, der skriver kort om hvor meget protein man skal have ift. aktivitetsniveau.

Er denne slags indlæg mon interessante og nyttige? Det er noget der optager mig en del for tiden, så jeg satser på at lave flere indlæg af denne slags i fremtiden. Jeg har i hvert fald brugt en del krudt på at læse om det selv og tænker at det kunne have interesse for andre også?

3 kommentarer til Proteinpulver

  1. Tine
    31. May 2012 at 22:55 (2 years ago)

    Tak for tippet.. Er gået i krig med smoothies får at få noget mere frugt ned… Overvejer at anskaffe en juicemaskine. Har du erfaring med det?

    Reply
  2. admin
    1. June 2012 at 06:44 (2 years ago)

    Hej Tine,

    Smoothies er en rigtig god kilde til frugt, hvis man ikke er så god til at komme op på det man skal. Ligeledes er en juicemaskine. Jeg har faktisk en juicemaskine men har mest brugt den mhp. at få nok grøntsager. Men man kan også lave nogle virkelig lækre frugtjuicer.
    Jeg har skrevet en del om mine eventyr med juiceren her: http://www.anjao.com/tag/juice/
    Og så har jeg en opskriftkategori alene til juice: http://www.anjao.com/opskrifter/juice/

    Håber det kan inspirere lidt :)

    Reply

1Pingbacks & Trackbacks on Proteinpulver

  1. Proteinpandekage | AnjaO
    1. June 2012 at 10:02 (2 years ago)

    [...] jeg har skrevet om er protein godt! Og protein fra morgenstunden kan virkelig [...]

    Reply

Skriv en kommentar