Now Reading
Rejs 3 uger til Bali for under 12.000 kr. pr person

Rejs 3 uger til Bali for under 12.000 kr. pr person

Vi har altid drømt om at rejse til eksotiske destinationer og vi besluttede os for at opfylde endnu en af vores rejsedrømme i sommerferien 2013 – Bali.

Og glæden var stor da vi fandt ud af, at det faktisk ikke behøver at være så dyrt at komme til Indonesien som vi gik og troede.

Billige flybilletter til Bali

Man slipper vist ikke udenom en mellemlanding eller to, hvis man skal flyve til Denpasar på Bali. Dette betyder også at der ufattelig mange kombinationer af flybilletter og priser der spænder fra omkring 6.000 kr. til 50.000 kr.

I skrivende stund ser det ud til at Thai Airways, Qatar Airways, SAS og Emiraterne har de billigste billetter til Bali.

Da vi købte vores billetter blev det med Lufthansa og Jetstar og det blev en samlet pris på 15.100 kr. for to returbilletter med stop i Frankfurt og Singapore. Lige umiddelbart lader det til at priserne ligger ret konstant hele året rundt. Vi bestilte billetterne i februar og skulle rejse i juli måned.

Vi brugte momondo.dk som søgemaskine for at finde de billigste flybilletter. Vær opmærksom på rejsens varighed når du bruger en søgemaskine som denne, du kan godt risikere at der er lang mellemlandingstid. Men der er masser af kombinationer, så en anden billet i samme prisleje kan have en anden sammensætning med en mere fordelagtig rejsetid.

Vores tur derned tog omkring 22 timer i alt inklusiv mellemlandinger. Turen fra Frankfurt til Singapore tog 12 timer og 20 minutter og fra Singapore til Bali tog det 2 timer og 40 minutter. Vi havde cirka 3 timers ventetid i både Frankfurt og i Singapore. Turen hjem var lidt kortere.

Hvad koster overnatning på Bali?

Der er naturligvis mange faktorer der spiller ind på prisen for overnatning, herunder både lokation, årstid og standard. Vi havde på forhånd besluttet at det ikke skulle være en vandrehjemsferie. Vi ville gerne have nogenlunde standard, aircondition og også helst wifi. Og da vi fandt ud af hvor billigt det faktisk er at overnatte derude, så hævede vi standarden lidt mere, bare fordi vi kunne 🙂

Vi havde i alt 12 overnatninger på Bali og 5 overnatninger på Gili Trawangan og betalte i alt 6.800 kr for disse. Det vil sige en gennemsnitlig pris på 400 kr. pr nat for to personer. Så kan det næsten ikke gøres billigere! Bortset fra at det kan det godt på Bali! En hurtig søgning på Booking.com fortæller mig at den billigste overnatningsmulighed går helt ned til omkring 60 kr pr nat for 2 personer! Så kan man måske ønske sig en højere standard, men hvis man vil rejse til Bali på budget, så er det bestemt en mulighed.

Til inspiration så boede vi på disse hoteller:

Tre uger på Bali for under 12.000 kr.

Det dyreste ved at rejse til Bali er turen derud. Men når du først er derude, så er alting billigt! Det er billigt at bo, at spise og komme omkring.

See Also
De naturlige pools i Porto Moniz, Madeira

Vi har haft privatchauffør i en dag for under 300 kr., kørt i taxa for 5 kr og spist en hovedret for 18 kr, alt sammen i en valuta man omtaler i hundredetusinder og millioner! Man kan hurtigt blive forvirret på et højere plan. Og nærig på en måde man ikke har prøvet før. Vi tog os selv i flere gange at synes at det var dyrt hvis regningen på restauranten blev over 100.000 rupiah. Men det svarer til 50 kr. og er jo bestemt ikke dyrt for to hovedretter, 2 friskpressede juices og noget vand.

Lidt hovedregning er med til at konkludere at man snildt kan få flybillet og overnatninger på Bali i 3 uger for under 10.000 kr. pr person, under forudsætning af at man rejser to personer.

Vores regnskab lød på:

  • Flybillet: 7.500 pr person
  • Overnatning: 3.400 pr person
  • Mad: Ca. 50 kr pr person pr. dag

Dvs. i alt 11.750 pr person, godt nok i 17 dage og ikke helt 3 uger. Vi har ikke sparet mens vi har været afsted, og som nævnt kan man få overnatning lang billigere end hvad vi bestilte.

Tænk over dette næste gang du bestiller endnu en charterferie til Mallorca. Her kan du hurtigt betale 6000 kr per person for fly og hotel for 1 uge! Det at opleve en ny del af verden er ikke nødvendigvis så meget dyrere, men det kræver muligvis lidt mere tid, lidt mere planlægning og lidt mere tålmodighed ift. den lange rejse. Det var dog det hele værd, hvis du spørger os!

What's Your Reaction?
Excited
0
Happy
0
In Love
0
Not Sure
0
Silly
0
Scroll To Top