Now Reading
Fem ting du ikke må gå glip af på dit weekendophold i Paris

Fem ting du ikke må gå glip af på dit weekendophold i Paris

Nu hvor jeg netop er hjemvendt fra byernes by, virker det oplagt at komme med mine bedste tips til hvad du ikke må gå glip af hvis du skal på weekendophold i Paris.

Hvis du kun har en weekend, eller muligvis en lille forlænget weekend til rådighed som os, så vil jeg anbefale følgende:

1. Open Tour Bus

Vi købte en 2 dages billet til busserne på billedet ovenfor. Det kostede 32 euro for to dage og 30 euro for én dag, så det kan bestemt svare sig at tage den ekstra dag med. Det er en fantastisk måde at komme rundt omkring i byen på og ikke mindst at danne et hurtigt overblik over byen! Der er 4 forskellige buslinjer og du kan hoppe af og på som du vil på utallige stoppesteder. Man får udleveret høretelefoner så man kan få lidt information om de steder man kører forbi. Det er en rigtig fin måde at se nogle af alle de prangende bygningsværker og spare lidt på energien, for man får altså temmelig ømme fødder af at gå rundt en hel weekend. Det tager naturligvis længere tid at komme rundt på denne måde end med metro, men det er altså rigtig smart! Her i efteråret kan det dog være en kold fornøjelse både nedenunder og ovenpå, så husk godt med tøj, halstørklæde, vanter osv. Det kan godt betale sig at sigte efter pladsen helt oppe foran på toppen, her får man ikke ligeså meget kold vind på sig!

 

2. Jardin Du Luxembourg

Jardin du Luxembourg (eller Luxembourghaven) var et af de skønneste steder vi besøgte. Det er vist nok den anden største park i Paris og var helt fantastisk smuk! Min vurdering har muligvis noget at gøre med at vi havde det skønneste vejr da vi kom forbi. Vi havde taget frokosten med, fandt et par af de lænestole der står overalt i parken, satte os godt til rette, tog jakkerne af mens vi nød vores panini i de skønneste omgivelser med solen bagende på vores efterårsblege ansigter. Der sad vi et par timer og nød livet inden vi begav os videre og udforskede parken lidt. De Parisiske parker er helt geniale med alle de stole der er sat op til de besøgende!

3. Eiffeltårnet

Nok det mest kendte varetegn på Paris, så naturligvis ikke noget man må gå glip af! Vi havde læst på forhånd at man godt kunne forvente timelange køer for at komme op, så det var aldrig planen at vi skulle op i tårnet. Derimod ville vi meget gerne se det imponerende tårn. Og det er virkelig imponerende og STORT når man kommer tæt på! Der ligger en park rundt om Eiffeltårnet, hvor man også sagtens kan nyde sin medbragte frokost, få nogle gode billeder og nyde de skønne omgivelser. Ligeledes er det fascinerende at gå ind under tårnet og kigge op. Hvis du vil have et fantastisk udsyn til tårnet vil jeg anbefale at tage til pladsen Trocadéro som ligger på den anden side af Seinen. Kom gerne omkring skumringstid så du får udsynet både i dagslys og når mørket falder, det er virkelig også flot når lyset bliver tændt. Om aftenen kommer der lysshow på tårnet hver gang klokken er hel, det minder lidt om fyrværkeri.

4. Sacre Coeur

Sacre Coeur er den smukkeste kirke jeg nogensinde har set! Da vi besøgte kirken var det rigtig koldt samt meget overskyet og diset. Jeg er sikker på det blot er endnu mere fascinerende på dage hvor himlen er blå! Der er mange trappetrin op til kirken, som ligger placeret så højt at du har en fantastisk udsigt over byen (hvis man altså kan se noget pga. vejrforholdene, hvilket vi ikke rigtig kunne). Vi frøs som små hunde da vi ankom, så vi blev frisky og tog trapperne i et hurtigt tempo for at holde varmen. Det hjalp! Og vi bevægede os rundt omkring kirken og var også en tur indeni hvor de smukkeste glasmosaikker pryder vinduerne. Det koster ikke noget at komme ind og er helt sikkert værd at gøre. Der er mange små hyggelige gader på vej op mod kirken, men pas på lommetyve og tricktyve, for her er også rigtig mange mennesker og rigtig mange sigøjnere som er up to no good! Anyways – Sacre Couer -Guddommeligt smukt! Der skal jeg tilbage en dag hvor himlen er blå, så vil jeg tage en baguette med og nyde udsigten.

5. Macaroons

Jeg indrømmer gerne at jeg var overbevist om at macaroons blot var endnu en hypet ting, ligesom cupcakes, som endnu ikke har imponeret mig. Det er det IKKE! Hold nu op det er godt! Hvis det ikke var fordi de var så dyre, så havde vi nok fået mere end de tre vi nåede at få hver. Makronerne er marengsagtigt sprøde udenpå og dejligt bløde og cremede indeni. Jeg har sidenhen lært at det er lidt af et håndværk at lave dem, hvilket forklarer prisen! Laduree er konditorhuset som opfandt macaroons og butikken er et besøg værd, den er simpelthen så sød! Vi købte 4 macaroons derinde for ca. 6,5 euro, hvilket i mine øjne er meget dyrt for så små kager. Men jeg er glad for vi undede os selv den oplevelse. Men hvis du som jeg ikke er så glad for syltetøj i bagværk, så hold dig fra den med hindbær smag. Vi blev fan af chokolade og vanilje med det samme!

View Comments (0)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Scroll To Top