Som nyudklækket student rejste jeg i 2003 om på den anden side af verden med min nyerhvervede rygsæk. Det var et fantastisk eventyr som i må høre mere om i nogle andre indlæg. I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om min tur ud til Cook Øerne.
På dette tidspunkt har jeg rejst alene rundt i 7 måneder i Australien og New Zealand (Få mine tips til at rejse alene her). En opringning hjemmefra med en besked om at jeg havde fået en relativ stor portion penge tilbage i skat, fik mig til at træffe en impulsiv beslutning om at nå at komme ud til Cook Øerne inden jeg rejste hjem igen.
En lille bitte skør ø i Stillehavet
Jeg befandt mig i Cairns i det nordøstlige Australien og endte med at have en lang tur derud, da jeg skulle mellemlande i Auckland på New Zealand. Herfra var det yderligere 4 timer ud til den lille ø der hedder Rarotonga. Rarotonga er den største af øerne i den øgruppe der hedder Cook Islands, eller Cook Øerne som vi siger på dansk.
Selvom Rarotonga er den største ø, så er den nu rigtig lille i min optik. Øen er rund og der går én vej rundt om øen – det er den eneste vej på øen! Der kører en bus i hver sin retning ca. en gang i timen, men man skal ikke forvente at den kører efter en tidsplan, dét og så ure er et mere eller mindre ukendt fænomen herude.
Man skulle synes det ville være lige til at køre bil eller scooter herude på Cook Øerne, nu hvor der ikke er så mange veje. Men hvis du skal køre motorkøretøj, så skal du først lige have dig et Cook Island kørekort. I kid you not 🙂 Kørekortet kan man erhverve sig ved at gå til den lokale scooterudlejning ved siden af politistationen. Her lejer du en scooter, tager den med over til politistationen, hvor der er opsat en forhindringsbane med nogle kegler. Når du har vist at du kan køre slalom mellem keglerne, så har du dit kørekort. Det kan du betale for med deres spøjse valuta. Jeg ved ikke om det stadigvæk gør sig gældende, men dengang havde de en mønt der var trekantet og som det eneste sted i verden havde de også en 3-dollar seddel ud over deres 1 og 2 dollar sedler. Det er simpelthen skørt 🙂
Der findes en lille bymidte, men du må ikke forvente at gå shop amok her, for der er virkelig ikke meget at komme efter. Der var lidt cafeer, tøjbutikker og et supermarked. Priserne er skyhøje, da alle varer flyves ind fra New Zealand. I lufthavnen lagde jeg mærke til, at alle de lokale der kom fra New Zealand havde handlet mad som de tog med. Omkring halvdelen af det der kørte rundt på transportbåndet var køletasker og frysebokse.
10 dage på et hostel og slagteren uden elite-smiley
Jeg havde booket mig ind på et lille familieejet hostel der hed Varas Beach House. Det skulle vise sig at Vara var den dame der ejede det og at det var hendes sønner der styrede det. Jeg landede sent om aftenen og det var meget mørkt, så jeg kunne slet ikke fornemme hvad det var for et sted jeg var kommet til. Jeg blev hentet af en chauffør i lufthavnen, sammen med to fyre som også skulle til Varas Beach House. Jeg husker ikke så meget fra køreturen og aftenen, men jeg glemmer aldrig den næste morgen hvor jeg blev vækket af solstråler der ramte mit ansigt. Jeg blev draget ud mod terrassen, som viste sig at være hævet halvanden meter over stranden ca. Palmerne groede op igennem terrassegulvet og der var et par meter ud til det turkisblå hav og jeg vidste nu at jeg var havnet i et paradis jeg aldrig havde set magen til.
Jeg kunne nu også fornemme hvad det egentlig var for et sted jeg var havnet. På dette hostel var der to bygninger med 16 senge i hver. Ingen skabe til sine ting, ingen safetybokse, ingen låse på døren til bygningerne, 1 toilet og 1 bad pr hus og et fælles køkken, hvor der rendte høns rundt. De havde en lille kontorbygning der lå 4-500 meter oppe på en frodig bakke, hvor man dog kunne få opbevaret sit pas. Det er ingen overdrivelse at sige at det var et markant anderledes sted end hvad jeg havde oplevet de foregående 7 måneder og det var alligevel lidt af hvert!
Sønnerne på stedet var meget sociale og fik sat gang i adskillige aktiviteter såsom beachvolley, klatring i palmer og at skrælle kokosnødder island style. De lavede også deres eget hjemmebryg og jeg tror de var vind og skæve 80 % af tiden. Og på trods af at man går så meget op i at man har et lokalt kørekort, så virker de relativt ligeglade med at man kører når man er påvirket af den ene eller anden slags. Lys på bilerne er heller ikke noget man bruger, så det var temmelig risikobetonet at færdes som fodgænger efter mørkets frembrud.
Jeg havde 10 dage på Cook Øerne og jeg kan i dag næsten ikke huske hvad tiden gik med, for der var vitterligt ikke meget at lave. Men det var jo et rent paradis, så jeg brugte i hvert fald meget tid på bare at bade og sole. Der var et godt sammenhold med de andre der boede samme sted og vi var ude og spise og besøgte også det lokale diskotek en aften kan jeg huske.
Vi boede under ret kummerlige forhold og især køkkenforholdene gjorde at man ikke lige havde lyst til den helt store madlavning. De fleste levede derfor af nudler og toastbrød, så jeg gjorde det samme. Da jeg havde været der en uges tid var jeg dog ved at gå helt amok over ikke at få noget der mindede om ordentlig mad. Jeg havde set flere der gik ind til den slagter der lå lige ved siden af Vara’s, hvor de købte burgere. Jeg fulgte trop og fik det bedste mad jeg havde fået hele ugen.
Det skulle jeg aldrig have gjort… Jeg endte med at bruge de efterfølgende tre dage på toilettet, hvor det stod ud af begge ender. Jeg kunne godt regne ud at han under de forhold nok aldrig ville få en elitesmiley. Slagtermesteren var en stor, tyk og svedig mand, som stod i sin netundertrøje, der havde set bedre dage. Der var varmt og tvivlende kølingsforhold, så det har helt sikkert været en bakteriebombe. Men sådan gik det til at jeg besatte toilettet og gemte toiletpapir i min rygsæk af frygt for, at vi på et tidspunkt ville løbe tør. Der var jo kun 2 toiletter til 36 mennesker og man vidste aldrig helt hvornår der kom nye forsyninger.
På trods af en rigtig træls slutning på mit ophold på Cook Øerne, så er det en fantastisk oplevelse jeg stadigvæk ser tilbage på med et smil på læberne. Historierne er også lidt bedre nu, hvor de ikke er helt dagsaktuelle længere 😉 Jeg ville tage tilbage any day og hvis jeg nogensinde kommer ud på de kanter igen, så gør jeg det! Men næste gang opgraderer jeg lige indkvarteringsformen en anelse!
PS: Hvis du drømmer om at komme til Cook Øerne, så husk på at man krydser datogrænsen når man kommer fra Australien/New Zealand. Det er super forvirrende når man bestiller billetter og jeg mødte faktisk to derude, som endte med kun at være der et par timer og som havde regnet med en overnatning. Ups!
Flere billeder fra Cook Øerne
Lyder som en utrolig oplevelse! Sådan et samfund hvor der ikke sker så meget og ikke bor så mange mennesker er en helt specielt oplevelse. Jeg husker det selv fra mit besøg hos Kuruwai folket i regnskoven.