Hvem vidste, at der på den anden side af broen ligger en af skandinaviens mest fantastiske byer?
Jeg gjorde i hvert fald ikke.
Mine svenske erfaringer kan tælles på en hånd, og formålet med de ture har primært været gennemkørsel. Så kort sagt, så ved jeg ikke en hujende fis omkring Sverige, udover at jeg er død misundelig på deres natur.
En forårsdag sidste år havde vi fået billetter til Cirque du Soleil i Malmø, og derfor valgte vi at tage tidligt derover og opleve byen. Vi kunne uden problemer have brugt flere timer på at vandre rundt, for der er virkelig meget at se – og meget natur at nyde.
I mine øjne har Malmø den perfekte kombination af natur og by (altså, næst efter Funchal på Madeira).
Gamle bygninger, vand, fyrtårne, blomster, tulipanfestival, parker, både .. Puha, denne by har virkelig det hele, og det føltes lidt som at være en del af en Astrid Lindgren historie når man går igennem Kungsparken 😉
Som skrevet kunne vi uden problemer have brugt mere tid i byen. Der var meget mere at se og opleve end vi lige nåede, og jeg glæder mig derfor allerede til at vende tilbage til Malmø igen.
Vil du have ideer til hvad man kan se i Malmø kan du besøge Malmotown.com, og få en masse gode forslag.
Gamla Stan
Den gamle bydel i Malmø er fyldt med tudse-gamle bygninger, unikke detaljer, masser af farver og skæv arkitektur. Jeg var imponeret over renligheden i Malmø, som slet ikke kan sammenlignes med København hvor der er skrald over det hele.
Ingen grafitti eller skrald, og folk kan rent faktisk bo i stuelejligheder uden at blive genereret. Det lader til at svenskerne har lidt højere ansvarsfølelse over for deres by end mange Københavnere har.
Vi spiste vores frokost på restauranten Texas Longhorn i Kanalgatan. Det var rigtig lækker mad til fornuftige priser.
Kungsparken
Det skal siges at jeg på forhånd intet vidste om Malmø, og derfor heller ikke kendte noget til nogle parker. Så det var ganske heldigt at vi fandt Kungsparken på vores vej.
Vi gik og beundrede de gamle bygninger i Gamla Stan da vi pludselig kom ud til en større vej, hvor der på den anden side lå hvad der lignede en have. Jeg går aldrig glip af chancen for at se en have, og det viste sig heldigvis at være en stor, smuk park.
Kungsparken er ganske stor, og rummer både en større å med mulighed for at sejle i båd, en gammel mølle, tulipan festival og store grønne arealer. Det er tydeligt at det er en oase midt i byen hvor folk kommer for at slappe af, og nyde naturen.
Særligt i Kungsparken er Astrid Lindgren følelsen stærk: de små ællinger i søen, den gamle mølle, det hvide hegn og unge mennesker der slapper af på et bådbro. Ganske enkelt fantastisk.
Har du nogle forslag til, hvad man bør opleve i Malmø?