Now Reading
Financial district, Chinatown & Little Italy

Financial district, Chinatown & Little Italy

I nat fik jeg endelig en god gang søvn, og vågnede veludhvilet klokken 6 (ja, det er stadigvæk tidligt, men bedre end kl 4 som i går). Var vist også faldet tidligt i søvn i går aftes.

Jeg brugte morgenen på at lave en lidt mere detaljeret plan for dagen, da jeg har indset at det ikke rigtig dur bare at gå rundt uden at vide hvor man er på vej hen. Det er for hårdt for fødderne og man kan hurtigt fare vild i storbyjunglen. Jeg besluttede mig for at se Downtown/financial district og Chinatown samt Little Italy. Der var lidt tvivl om vejret, så tænkte det var nogle ok steder der ikke behøvede at have perfekt vejr for at se dem.

(Mit hotel og den cafe der ligger ved siden af)

Omkring kl. 8 tog jeg subwayen mod downtown. Stod af ved Bowling Green og derfra var der kun en lille gåtur over til færgeterminalen, hvor Staten Island færgen sejlede fra. Turen over tager ca. 25 minutter og færgen sejler forbi frihedsgudinden, hvilket også var mit egentlige formål på turen derover. På vej tilbage var der en fin udsigt til Manhattans Skyline.

Det er et rigtig flot område omkring Battery Park. Ikke mindst parken, men også alle de omkringliggende skyskrabere. Det er ikke bare store kasser, men faktisk rigtig flotte bygningsværker, der er ret gennemdesignede med mange flotte detaljer. Jeg gik igennem Battery Park og op af Broadway mod Wall Street.

Wall street var ikke noget særligt synes jeg, men så kan jeg da sige at jeg har været der. Jeg tog en pause på en lille cafe/diner hvor jeg købte en flaske vand for at få lov at sidde ned, da fødderne har det lidt hårdt.

Turen gik videre op forbi Trinity Church og op mod Ground zero. Det var ret skuffende, for det var en stor byggeplads og man kunne ikke se noget som helst, da der var dækket af med store plader. Man kunne muligvis se noget hvis man gik om på den modsatte side, men jeg kunne ikke lige overskue al den byggelarm og vurderede at der nok ikke var så meget at komme efter. I stedet for gik jeg ind i Century 21, et stort varehus med mærkevarer der er nedsat. Det var uoverskueligt stort og jeg magtede slet ikke at kigge på det hele. Jeg fandt dog noget sportstøj til ret lave priser og der var også potentiale for at gøre lidt andre kup, men så bliver det en dag hvor jeg ikke har rygsæk på og hvor jeg har er opsat på at shoppe 😉

Efter century 21 gik jeg igennem City Hall Park, hvor der vrimlede med egern.

Her kunne jeg have gået over Brooklyn Bridge, men jeg havde simpelthen så ømme fødder at jeg besluttede at droppe det. Desuden ville jeg gerne over en dag, hvor vejret måske er lidt pænere. Kunne være i morgen, eller også fredag eller weekenden hvor det ser lovende ud.

Jeg blev lidt forvirret over hvor jeg var henne herefter. Planen var at finde chinatown og et toilet på vejen. Jeg kunne ikke rigtig orientere mig, men lige pludselig stod jeg alligevel på en gade med en masse kinesiske skilte.

See Also
All inclusive på Maldiverne

Nu var klokken efterhånden blevet 13.30, så jeg trængte også til noget mad. Endte med at gå ind på en kineserrestaurant og bestille sweet and sour chicken og det var vildt lækkert. Fik en enorm portion for $13 ca. og ris for $1. Kunne ikke spise det hele, men jeg kunne sagtens finde på at tage derned alene for maden igen.

Bagefter gik jeg op af Mulberry Street, hvor jeg kunne se hvordan chinatown pludselig blev til Little Italy og alle de kinesiske tegn blev udskiftet af lidt mere klassiske skilte og utallige restauranter. Her kunne godt være potentiale for noget thanksgiving mad og julepynten var i hvert fald helt i vinkel!

Nu var fødderne for alvor trætte. Der var mange steder i chinatown hvor de reklamerede med footrub for $20-30. Det kunne jeg godt være fristet af at benytte mig af, var også tæt på at gøre det. Men tænkte at jeg måske har mere brug for det om et par dage. I stedet for fandt jeg den nærmeste subwaystation og tog et tog tilbage til hotellet, omkring kl. 15.

Nu har jeg hvilet lidt på hotellet og sidder netop nu på Starbucks. Overvejer at tage i Empire State Building i aften. Tror ikke jeg skal have noget speciel aftensmad, da den frokost ligger tungt. Har vindruer, banan og boller på hotellet, så måske jeg bare spiser det eller køber en bagel eller noget andet let.

Jeg vil smutte for nu igen. Stay tuned for mere NYC 🙂

View Comments (6)
  • Det kan altså virkelig anbefales at smutte ind forbi det lille museum ved Ground Zero, og bruge penge på en audioguide. Det er pårørende og folk som rent faktisk var ved/i WTC d. 11. september. Det er meeeeget rørende og det meste foregår indenfor, så man ikke fryser 😉 Der er desuden en bedre “udsigt” til pladsen, fordi man kommer lidt op i højden.

  • Åh, kys Starbucks fra mig, Anja – du er nødt til at smage deres Holiday Café Lattes ! 😀

    Pas på fusserne – en footrub eller to gør godt !

    /Linda

  • Ej, hvor er det bare hyggeligt, at sidde og følge med! 🙂

    Hvad hedder dit hotel? Synes, det ligner lidt dét, jeg boede på, da jeg var i New York (altså, det jeg kan se af det)

  • @Irene: Jeg er 6 timer bagud ift. jer 🙂

    @Alexia: Det er også virkelig en oplevelse for livet!

    @Tina: Okay, det vil jeg lige overveje. Skal dernedaf på fredag, så kan det være jeg skal smutte forbi alligevel 🙂

    @Linda: Hihi, will do. Det lyder spændende, det må jeg prøve.

    @Rebecca: Det hedder hotel Thirty Thirty.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Scroll To Top