Når vi går de mørke tider i møde så stiger min trang til at spise suppe. Jeg laver ofte tomatsuppe, kylling-karry og ferskensuppe og italiensk suppe men har ikke før nu eksperimenteret med de mere tungere supper lavet af årstidens rodfrugter.
For nylig fik jeg serveret en virkelig lækker suppe, som jeg fik at vide indeholdt kartoffel, jordskokker og karry. Måske var der også kylling i, det kan jeg ikke helt huske. I hvert fald så fik jeg lyst til at kaste mig ud i noget lignende selv, så en mørk og grå mandag eftermiddag gik jeg i gang. Jeg købte jordskokker og pastinakker og valgte så at supplere med forskellige rester fra mit køleskab.
Opskriften blev på slump, men her er en oversigt over hvilke ingredienser jeg endte med at bruge.
Ingredienser:
- Ca. 300 gram kartofler
- Ca. 200 gram pastinakker
- Ca. 180 gram jordskokker
- 2 små løg
- 2 gulerødder
- 8 dl hønsekødsbouillon
- 2,5 dl piskefløde
- Olie
- Ca. 1 spsk. karry
- Salt
- Peber
- Citronsaft
- 1 tsk. revet muskatnød
- Bacon
Fremgangsmåde:
- Skræl løg, kartofler, pastinakker, jordskokker og gulerødder og skær dem i mindre stykker.
- Varm olien i en gryde og rist karrypulveret af.
- Tilsæt rodfrugterne og svits godt
- Tilsæt bouillon og lad simre i ca. 20 minutter, hvorefter du tilsætter fløden og muskatnød.
- Lad simre i yderligere 5 minutter
- Blend suppen med en stavblender og smag til med salt, peber og citronsaft. Jeg brugte også lidt chilipulver for at give det lidt mere bid.
- Rist bacon på en pande
- Server suppen med ristet bacon og evt. lidt frisk persille.
Jeg er yderst tilfreds med suppen, selvom den ikke tog ligeså mange kegler som den jeg fik serveret – den var dog også lavet af en proffessionel kok. Det er ikke sidste gang at jeg kaster mig over cremet rodfrugtsuppe.
Hvilken suppe er din yndlings her i de kolde og mørke måneder?