Jeg kunne ikke sove længe, selvom jeg virkelig havde håbet på det. Men ok, var frisk da jeg vågnede 7.30, og så er der jo egentlig ingen grund til at blive liggende.I går aftes bankede jeg lynhurtigt en dej sammen til koldhævede boller med kerner, det er super nemt og tager knap 10 minutter at lave dejen. Smed dejen i køleskabet, hvor den har stået natten over og her til morgen har jeg så smidt dem i ovnen og fået nybagte boller til morgenmad.
Da jeg lagde opskriften op på de koldhævede boller sidst, fik jeg positiv feedback fra andre der prøvede den og fik endda et lille tip om at putte solsikkekerner i bunden, så de kommer til at minde om skagensstykker. Det skulle naturligvis afprøves og det blev uden tvivl virkelig lækkert og kan varmt anbefales.
Ingredienser til koldhævede boller med solsikkekerner:
- 5 dl koldt vand
- 20 gram gær
- 1 spsk groft salt
- 1 spsk honning eller sukker
- 200 gram grahamsmel (eller rugmel, havregryn o.l)
- Ca. 400 gram hvedemel
- 75 gram kerner (Fx 3-kornsblandinger, 5-kornsblandinger, græskarkerner og solsikkekerner)
- Solsikkekerner til at dyppe i
Fremgangsmåde:
- Hæld vandet i en skål og opløs gæren deri.
- Tilsæt salt og honning.
- Ælt først grahamsmel og kerner i og dernæst hvedemel lidt af gangen.
- Ælt til dejen er sammenhængende, men stadig fugtig og med konsistens som en tyk grød.
- Dæk dejen til og stil den i køleskabet 8-10 timer.
- Sæt ovnen på 225 grader.
- Slå dejen ned med en ske.
- Form en bolle med en grydeske og dyp bunden i solsikkekernerne
- Læg de koldhævede boller på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag bollerne i 20 minutter og køl dem af på en bagerist.
Den langtidshævede bolledej er ret klistret og ikke sådan en man lige former med hånden, så jeg tog en klump med en grydeske og dyppede den i solsikkekernerne inden jeg satte den på bagepladen med kernerne nedad. Det blev ikke lige kønt på dem allesammen, men virkede efter hensigten 😉
Nu har jeg resten af dagen foran mig uden nogle planer overhovedet! Det føles så skønt med et helt “tomt lærred” hvor jeg bare kan gøre hvad jeg vil. Jeg har dog et par ideer til hvad jeg kunne lave og nogle af dem er nok også nogle “burde lave”. Heriblandt er lidt mild oprydning, støvsugning og madplan for den kommende uge – ikke fordi det er lysten der driver værket, men vil helt sikkert sætte pris på det allerede i morgen!Men nu må vi se hvad dagen bringer… Hvad skal jeres sidste påskedag bruges på?
De ser rigtig gode ud. Og nemt bare at blande tingene og lade det stå, så bliver det da ikke lettere, det gør vi også nogle gange 🙂
Det er de også Ann, de kan varmt anbefales 🙂
Det er simpelthen blevet vores yndglingsboller:) mums
Også mine 🙂