Som barn på Sydsjælland og i en familie der er glade for vandet og naturen i det hele taget, så har jeg brugt mange timer af min barndom ved vandet. Et af vores yndlingssteder har været Møns klint og i særdeleshed Liselund, som er lidt mere børnevenlig end Møns klint.
Et billede fra Møns Klint med nedgang fra Liselund slotspark
Liselund er et stort og eventyrligt haveanlæg fra slutningen af 1700-tallet, som ligger ca. 16 km øst for Stege. Oprindeligt blev det bygget som et lyststed af kammerherre Antoine de la Calmette til hans hustru Catharina Elisabeth (Lise) Iselin, som stedet også blev navngivet efter. Ud over at ligge tæt op ad skoven med direkte adgang ned ad skrænten til Møns Klint, så er Liselund også Danmarks bedst bevarede eksempel på havekunst fra romantikken. Det er et oplagt sted for hele familien og der er rig mulighed for at slippe fantasien fri og forestille sig at man bor på slottet eller i et af de flere små spændende huse, der er inspireret af norsk og kinesisk byggestil.
Picnic i slotsparken
Personligt foretrækker jeg picnic på den gammeldags facon med madpakker og snackbart mad, som vindruer og lækre solmodne tomater.
Jeg har pakket vattæppet og en lille køletaske med mad til to.
Det er helt oplagt at pakke en picnickurv og tage med til Liselund og nyde den i slotsparken før eller efter man går ned på stranden. Der er ofte store familieforsamlinger, hvor folk har haveborde og stole med som de triller ind i parken på deres trailer, hvilket jeg personligt synes er lidt synd, men der er tilsyneladende enighed om at det er ok. Selv foretrækker jeg nu at have et tæppe og en picnickurv med og gøre det på den “rigtige” måde i et stille hjørne af parken 🙂 Men hvis du mangler et sted til morfars 80 års fødselsdag for hele familien, så kunne Liselund sagtens være et fint bud.
Liselund slotspark sø, før parken fyldes med besøgende.
Nedgang til stranden
Udsigt på vej ned mod vandet fra Liselund Slotspark
Som mennesker drages vi mod vandet og det er vel også den primære årsag til at vi altid har besøgt Liselund. Der er bare noget beroligende ved at befinde sig ved vandet og ved Liselund er nedgangen hertil virkelig smuk og du kan nyde den spektakulære udsigt flere steder.
Hvis man følger stien højre om søen, når man kommer fra parkeringspladsen, så kommer man hen i mod skoven og nedgangen til stranden. Turen er fantastisk smuk og hvis i har god tid kan jeg også anbefale at gå en tur i skoven og rundt om parken.
Skoven rundt om Liselund slotspark
Der er skovsti et stykke af vejen og så er der skiftevis rigtige trapper eller “naturtrapper”. Én ting kan du være sikker på, det går nedad… Og det er med garanti sjovere at gå ned end det er at gå op 😉
På vej op igen efter en tur på stranden ved Liselund Slotspark
Smuk udsigt på strande ved Liselund
Når du kommer ned på stranden kan du gå en lille tur og finde flotte sten, nyde vandet, solen og udsigten. Her er smukt! Det er lidt besværligt at gå i alle de småsten, men alligevel kan man hurtigt få en time til at gå hernede med bare at kigge. Vi har altid haft for vane at lede efter rav, vættelys og smutsten så vi kan øve os i at slå smut i vandet. Stranden kan godt være blokeret af væltede træer, så du kan godt risikere at skulle kravle lidt, hvis du vil længere ud af stranden.
Besøg Liselund
Liselund slotspark er åben hele året og der er gratis adgang og parkering. I de varmere måneder er der også åbent i ishuset, som vist også efterhånden sælger pølser og lidt forskelligt andet grillmad og drikkevarer. Ved parkeringspladsen findes der også toiletter.
Der er mulighed for at få en rundvisning på Liselund Lystslot fra 1. maj til 30. september for et beskedent beløb. Hovedbygningen er fra 1792 og er tegnet af arkitekten Andreas Kirkerup og er generelt kendt for at være meget velbevaret lige fra den store eventyrlige have til de små detaljer og møbler indenfor.
I 2005 blev Liselund lystslot overtaget af staten fra Rosenkrantz-slægten. I dag er det overdraget til Nationalmuseet som en del af samlingen vedrørende Danmarks nyere tid.
Hvis du gerne vil besøge Liselund så skal du indstille GPS’en til Langebjergvej 4, 4791 Borre.