Der er så mange fantastiske steder i København, og jeg ville ønske jeg kom ud og opleve byen mere end jeg har gjort det sidste års tid – jeg plejede at være rigtig god til at gøre det hver weekend.
Et af de steder jeg dog har været adskillige gange, og stadigvæk elsker at komme er Christiania: Stedet langt fra alle har været, men alle kender til.
Det stille og fredelige Christiania
Den første gang jeg satte fod på Christiania var sammen med en ven der havde to veninder der boede der. De havde fået lov til at bo der fordi deres far havde boet der hele sin ungdom – hvor han var nu ved jeg ikke.
De boede i et stort træhus, og vi sad i bløde stole på verandaen hvor der var fyldt med stearinlys (vi var der en lun sommeraften). Stuen var rund og hvidkalket, og der var en pejs i midten. Fra stuen af var der trapper op til en slags hems, et lille hul i væggen – det var indgangen til soveværelset.
De havde elektricitet; der var opvasker og hele molevitten – og de betalte stort set ingenting for at bo der. Nabohuset havde en lille vandrutsjebane i baghaven, og der var så stille og roligt at man næsten tror det er løgn. Det var en skarp kontrast til det Christiania man møder når man ankommer som almindelig turist, og altså langt væk fra “centrum”. Det mindede mig om Villa Villekulla og Astrid Lindgren universerne.
Til den dag i dag ved jeg stadigvæk ikke hvor på Christiania det var, eller hvilken vej vi gik da vi kom igennem hovedindgangen – men det var ret magisk.
Populær seværdighed
Christiania er en af de mest besøgte seværdigheder i hele Danmark. Jeg forstår godt problematikken bag dets eksistens, og at det ikke giver mening nogen nogensinde har skulle bo der uden at betale – men der er i hvert fald tilpas nok historik og attraktion over det, til at det havde været vanvittigt at jævne det med jorden.
Mange ender primært med at gå rundt i den mest centrale del af Christiania, og det er næsten lidt synd og skam. Der er så mange fine detaljer på det store naturområde, man kan gå og more sig over og nærstudere. Noget af det bedste er også at Christiania jo er bilfri, ligesom paradisøerne Gili Islands!
DR2 viste for nylig en spændende dokumentar der hed “Christianias børn – skyggesiden af eventyret“, et kig værd hvis man er interesseret i hele historien og kulturen. Du kan også se hvilke andre dokumentarer der er om Christiania her.
Det der med at tage billeder
Jeg har altid haft det enormt underligt med at tage billeder på Christiania. Jeg ved godt, at det eneste sted man død og pine bør undgå det er på Pusher Street, men det er jo trods alt folks huse og private ejendomme man går og tager billeder af. Hvor går grænsen mellem privat ejendom og seværdighed? Jeg er lidt i tvivl.
Jeg har det i hvert fald altid som om jeg næsten laver noget kriminelt når jeg tager billeder derude 😉
Christiania er så meget mere end bare kriminalitet og skøre typer. Der er den skønneste natur, musik, frihed og god stemning. Tit og ofte men mest om sommeren er der dog alt for mange mennesker til min smag. En dag i efteråret tror jeg at jeg skal derud en tidlig morgen i weekenden, og mærke byen på en helt anden måde end normalt.
Uanset hvad, så er Christiania et besøg værd uanset om man kommer der for maden, musikken, arkitekturen, menneskene eller seværdigheden som det nu engang er.