Puerto de Mogán er navnet på den smukke, farverige havneby på Gran Canaria, der med sin Caribiske stemning og blomsterhav tog mit hjerte med storm.
Cran Canaria’s turistede sydkyst er intet frodigt vidunder, som jo ellers er noget jeg elsker, og også noget af det jeg fandt så fantastisk ved Madeira. Cran canaria er, på den sydlige del, tør og gold, og det er mest kun kaktusser og palmer der trives her. Ikke at det ikke har sin charme. Men Puerto de Mogán er noget for sig selv, for her føler man frodigheden komme væltende ind over en, når man går gennem gader og stræder i den lille by.
I turistområdet nede ved havnen finder man et større område der huser hvidkalkede bygninger med selektive, farverige streger nøje placeret om vinduer og døre. Alle bygninger har har en tagterasse, og fælles for dem alle er at blomsterne vælter over kanterne. Bougainvillea trives så godt her, at den praktisk talt har indtaget hvælvinge og altaner hvor det muligt er, og pynter så smukt med sine lilla, lyserøde og orange blomster.
Hibiscus i samme kulørte nuancer fungerer som dekorativ hæk, og flamboyant træer figurerer langs veje og fortov – blodorange når den er i blomst, og udstyret med gigantiske frøkapsler efter blomstring – et yndet musikinstrument i skolerne da frøkapslerne rasler. Sjældent har jeg set så smukt og fortryllende et syn, som at gå i disse gader i Puerto de Mogán.
Det lokale byliv
Puerto de Mogán rummer både det lidt eksklusive turistområde hvor blomster og facader nusses og pudses, samt det lokale og charmerende beboelse på bjergsiden. Der hersker vist ingen tvivl om at mange, hvis ikke størstedelen, af disse bygninger er meget slidte og nogle faldefærdige. Men den sydeuropæiske charme brager bare igennem. Hvis der er noget de kan syd på, så er det altså at dekorere med planter og pyntegenstande. Det virker som om det ikke er noget man overhovedet overvejer hvor vidt man skal, det skal man bare – til stor glæde for os turister. 🙂
På den måde kan man gå og nyde hundredevis af små potteplanter i krukker, baljer og hvad end de har kunne finde til at plante i. Kattene slænger sig rundt i gaderne, og fuglene pipper ivrigt fra deres små fuglebure på altanerne. Det hele er lidt småt og snørklet, men det er utrolig charmernede, og man føler man kan gå på opdagelse i timevis.
Fantastiske restauranter
Udover at Puerto de Mogán er en utrolig charmerende og hyggelig by, så er det også her man finder nogle af de absolut bedste restauranter. Vi boede på hotel i Taurito, en lille naboby til Puerto de Mogán, og her var der ikke meget restaurationsliv at komme efter. Vil man have ordentlig mad anbefaler alle at tage til havnebyen, og det kan jeg kun være enig i. Vi fik to helt fantastiske måltider, og jeg indrømmer gerne at jeg i ny og næ tænker tilbage på den skønneste Ravioli jeg fik, som jeg ville ønske jeg kunne genbestille måltidet lige nu og her. 😉
Begge restaurant anbefalinger fandt vi i øvrigt på TripAdvisor, så det kan varmt anbefales at tjekke deres side eller app ud, når nu man befinder sig her – eller et hvilket som helst andet sted for den sags skyld.
Den bedste italienske restaurant
Er du i humør til pizza eller pasta bør du besøge La Cucina. En lille restaurant med kun enkelte borde og stole til spisning, og eftersigende en særdeles populær takeaway restaurant. Her sidder man og nyder sit måltid på den skrånende bakke med solen i ansigtet, og en konstant summen fra kokken der står indenfor og synger med på klassiske, italienske melodier. Maden er helt igennem fantastisk, og det kombineret med den meget afslappede stemning på stedet gør det til en oplagt restaurant at gå ind for at få en hurtig og lækker frokost.
En fantastisk fiskerestaurant
Puerto de Mogán er som nævnt en havneby, og det er derfor et oplagt sted at prøve noget friskfanget og lokal fisk. Om end det ikke helt skinner igennem på billedet, så var dette et fantastisk velsmagende måltid med friskfanget aborre på restaurant Casito Mediterraneo, beliggende nede ved havnefronten. Man skal bestille bord her hvis man gerne vil spise der, da det er så populært et sted at det ganske enkelt bookes på forhånd. Aborren var anbefalet af den tysktalende ejer, og hvis du får chancen for at spise her bør du ikke tøve med at tage imod hans anbefalinger.