Madeira er kendt for at have tusinde kilometer af levadaer, og en gåtur langs dem kan i sig selv byde på rigeligt med fysiske udfordringer. Men er man ude efter noget lidt vildere, så kan en vandretur i bjergene til Madeiras højeste punkt, Pico Ruivo, måske lige være sagen.
Skal, skal ikke?
Inden jeg rejste til Madeira havde jeg på forhånd researchet på forskellige vandreruter, velvidende at jeg ville ud og gå. En bestemt rute blev ved med at lokke, og det var ruten fra Pico do Aireiro til Pico Ruivo, der ud fra billeder og video så helt magisk ud. Lige dele skræmmende og lokkende.
På nettet findes der flere spørgsmål end svar om ruten. Leder man således efter et endegyldigt svar på hvorvidt man er fysisk og psykisk egnet til at klare ruten, ja så finder man det ikke. Beslutningen må baseres på mavefornemmelse og erfaring. Med manglende erfaring blev min beslutning taget udelukkende på mavefornemmelse og nysgerrighed.
Jeg tog turen i september måned, ikke i den bedste fysiske form til netop denne disciplin, og ikke med hensyn til spejdernes lag-på-lag påklædningsregel – jeg var faktisk bare i jeans og t-shirt. Rygsækken var pakket med chokoladebarer, cola, vand og sandwiches, og på fødderne sad et par Nike løbesko. Det var første gang jeg var på en rigtig vandretur i bjergene, og jeg så det lidt som en test: hvor meget kan jeg egentlig holde til?
Nogle vil nok mene at lige netop denne vandrerute ikke er den hvor man skal teste om man kan holde til det, for den er markeret som værende blandt de sværeste og anbefales flere steder kun til erfarne vandrere. Men en taxachauffør fortalte om en familie med mindre børn der havde taget turen, og på nettet havde jeg læst om en herre på 72 der havde klaret den uden problemer, så hvorfor ikke bare prøve?
Så det gjorde jeg. Det var hårdt, men det hele værd – og ømme lægmuskler er vist næsten en garanti dagen derpå. 😉
Vejen(e) til toppen
Når man læser om vandreturen til Pico Ruivo præsenteres du overordnet for to muligheder: den lette og den hårde.
- Den lette måde foregår ved en gåtur fra Achada do Teixeira i Santana og op til Pico Ruivos top, en gåtur på omkring 50 minutter der ikke byder på hårde fysiske udfordringer.
- Den hårde måde er med en gåtur fra toppen af Madeiras tredje højeste punkt, Pico do Arieiro, til Pico Ruivo – en gåtur på 3-5 timer, alt afhængigt af fysiske formåen.
Jeg aftalte med en taxachauffør at blive hentet på hotellet i Funchal kl. 8 om morgenen, for at blive sat af ved Pico do Arieiro, og blive hentet igen kl. 14 ved parkeringspladsen i Achada do Teixeira. Det kostede 90 euro (30 for turen derop, 60 for turen tilbage). Det kan måske gøres billigere, det undersøgte jeg ikke.
Jeg startede som sagt ved Pico do Arieiro, gik mod toppen af Pico Ruivo, tilbage af samme vej ned fra bjergtoppen og ned mod Achada do Teixeira. Det tog omkring 4 timer i alt, inklusiv en del pauser på vejen.
Rutens sværhedsgrad
Det der før turen gjorde mig mest nervøs, var at jeg ikke vidste hvor svær ruten var. Beskrivelserne på nettet var begrænset og for det meste bestod det bare andre med samme spørgsmål som jeg selv havde.
Overordnet vil jeg sige, at er man i almindelig, god fysisk form kan man sagtens klare denne tur, og har man knæ/hofte problemer så don’t do it. Det værste på ruten er ikke distancen eller frygten for at falde ned fra en skrænt, det værste er trapperne.
De værste sektioner på ruten er, i min optik, starten og midten. I starten har du en strækning hvor det bare går ned, ned og mere ned. Det er mine knæ ikke så trænet i, og det kunne derfor hurtigt mærkes.
Det værste, og hvad man måske kunne fristes til at kalde for det farligste sted, var også i starten, hvor du går ned af trapperne på billedet herunder, med frit fald til hver side.
Det skal dog siges, at der er gjort et fantastisk arbejde med at garantere sikkerheden er i top på denne rute.
Alle steder der er det mindste smule farligt, har hegn med stålstolper banket ind i klippen – og de kan altså holde til noget! Et sted så jeg en stor klippeblok der meget vel kunne have vejet over 50 kilo, som var faldet ned på hegnet og bare lå der – stolperne havde bukket sig meget, men de var der endnu. Så det behøver man i hvert fald ikke være bange for.
Det andet sted, som uden tvivl er rutens absolut hårdeste stræk, er et sted jeg ikke har billeder af – ja det var der tilsyneladende ikke overskud til. Det bedste billede jeg har kunne finde på nettet er dette.
Midt på ruten og efter tunnellerne er der et langt og stejlt stræk, hvor du har trapper af metal og sten. Metaltrapperne har alt for meget mellemrum mellem hvert trin, hvilket gør det håbløst anstrengende at gå op af – i hvert fald hvis trappe-kondien ikke er i top og man har korte ben 😉 Når man har klaret den, så kan man sagtens klare resten af turen.
Start fra morgenstunden af
Efter en snak med en taxachauffør forud for turen, blev det besluttet at starte vandreturen tidligt om morgenen – cirka kl. 9 ved Pico do Arieiro. Vejret er bedst fra morgenstunden af, og det er også her hvor der er mindst trafik på selve ruten. På den måde kan man få en god start, og hvis man er heldig nå at se udsigten over Pico Ruivo uden skydække.
Få dage før jeg var på denne tur var vi på en heldagstur rundt i bil, og havde blandt andet et stop ved Pico do Arieiro efter middagstid. Den dag og på det tidspunkt var der isnende koldt på toppen, og det fik mig til at tage markant mere tøj på den dag jeg skulle ud at gå – selvom vejret endte med at vise sig fra sin bedste side.
Så med det sagt: man kan vist aldrig helt vide sig sikker på hvordan vejret er på toppen af øen, og man ved heller ikke hvordan det udvikler sig hen af dagen.
Toppen af Pico Ruivo
Kort før man når toppen af Pico Ruivo kommer man forbi et forladt hus. Her har der eftersigende været mulighed for at købe mad og drikke samt visitere et toilet – men det kan man ikke mere. Til gengæld kan man her få et velfortjent hvil og en plads i skyggen, før man tager det sidste stræk op til toppen.
Det sidste stræk er hårdt, men ingenting i forhold til det man har været igennem. Men når man når hertil kan bentøjet godt være en anelse træt, og igen er det også bare trapper op, op og op.
På toppen venter der en en skøn udsigt, som dog allerede havde en dyne af skyer liggende over sig da jeg nåede derop. Tilfredsstillelsen over at nå dertil blev dog ikke mindre af den grund. 🙂
Vejen tilbage mod Achada do Teixeira
Efter at have nået toppen af Pico Ruivo går turen tilbage, og her kan man vælge at tage samme rute som man kom fra – altså mod Pico do Arieiro, eller man kan gå mod Achada do Teixeira, som egentlig bare er en parkeringsplads med et hus der nok engang har fungeret som café.
Biler kan ikke komme længere end Achada do Teixeira, så det er det nærmeste afhentningssted når man når så langt på ruten. At gå fra Pico Ruivo hertil tager omkring 45 minutter, og er en rigtig smuk gåtur som ikke byder på nogle ekstreme forhindringer.
Til sidst på turen møder man nedenstående syn, og dermed enden på turen. De friske vandrere tager turen helt herned, for så at gå tilbage mod Pico do Arieiro.
Tips til dig der overvejer denne rute
- Tag solcreme på og overvej at medbringe den (Sved, sol og højder kan give en grim forbrænding)
- Start fra morgenstunden af for bedst vejr og mindst trafik på ruten
- Du kan ikke gå forkert. De veje der kan lede i andre retninger er hegnet af
- Hav sko med gode såler: der ligger mange løse sten på stierne, og den største fare er nok i virkeligheden at glide i dem
- Hav en lommelygte eller mobil med indbygget lommelygte funktion med, til når du skal igennem tunnellerne
Har du gået ruten, og har du gode tips til os andre? Så tøv ikke med at smide en kommentar herunder.