Verdens smukkeste solnedgang siges at høre hjemme på Santorini, og nærmere betegnet i byen Oía. Turister og fotografer valfarter derfor til denne lille, snørklede klippe-by for at se himlen forvandle sig til en stor fantastisk farveladeblanding. Vi var blandt dem, da vi var på sommerferie på Santorini.
En anelse skeptisk
Jeg ved ikke om man kan placere verdens smukkeste solnedgang på én destination, for guderne må da vide at jeg har set mange virkelig fantastiske solnedgange – både i Danmark og i udlandet. Jeg var derfor nok en anelse skeptisk omkring hele hysteriet med Oía og solnedgangen her.
Min skepsis blev da også bekræftet da vi endelig stod i Oía, ansigt til ansigt med de tonsvis af mennesker der fyldte gaderne. Det var ganske enkelt ret vanvittigt, og det føles mest af alt som en stor turistfælde.
Har man klaustrofobi eller er man ikke meget for at have fremmede tæt på en, så er det sådan en oplevelse man bør styre udenom.
Jeg har det generelt sådan, at steder og oplevelser mister charmen hvis der er for mange andre turister, eller bare folk der foretager samme handling. Sådan var det i Oía ved solnedgangstid. Busserne var linet op på parkeringspladser uden for byen, og man skulle praktisk talt gå i kø rundt i gaderne.
At få en plads med udsigt – forget it. De var for længst taget, og folk gik så vidt som at kravle op på tage af private ejendomme og trodsede “no access” døre i jagten på det perfekte billede. Jeg drømmer også om det perfekte billede, men ikke for enhver pris.
Hvis jeg lyder en anelse skuffet, så er det fordi jeg er det 😉 Men det er bare en af de turistfælder man let kan falde i, og det var fuldstændig som da vi på Bali skulle ud og se det famøse vandtempel Tanah Lot – for mange mennesker det samme sted, der allesammen ville det samme.
Se solnedgangen fra restauranter
Overalt i Oía ser du restauranter der reklamerer for udsigt til solnedgangen, og alene det hæver prisen betydeligt – uden at kvalitet og komfort nødvendigvis hører med. Du skal både være hurtig og heldig for at få gode pladser på en ordentlig restaurant, mange er faktisk bookede på forhånd.
Vi fandt en restaurant hvor vi kunne indtage aftensmaden, og så endda på en tagterasse. Det var dog hverken en glamourøs eller uovertruffen oplevelse: det blæste så meget at bestik og dækserviet konstant fløj fra bordet, udsigten var der egentlig ikke fordi vi spiste for tidligt og maden var middelmådig.
Santorini er fyldt med kunstnere og underskønne malerier, og solnedgangen over de hvidkalkede byer er et af de hyppige motiver. Yndigt ser det i den grad også ud!
En hyggelig by, trods alt
Selve Oía er dog en rigtig hyggelig by med mange små spændende butikker. Kunstmalere, smykkeforhandlere, tøjbutikker osv. Jeg ville dog ønske vi havde besøgt Oía før det blev solnedgangstid, for her begyndte det at blive svært at navigere rundt på grund af de mange mennesker.
Jeg fik kun et par enkelte billeder der kunne minde om en smuk solnedgang, og ingen var desværre udover selve byen og calderaen. Jeg kan trøste mig med alle de mange andre smukke solnedgange jeg har oplevet 😉
Se solnedgangen fra Fira i stedet
Oía er udseendesmæssigt og geografisk meget tæt på byen Fira. Stemningen er meget den samme (bortset fra de vanvittige mængder af folk), og mange guider anbefaler folk at se solnedgangen fra Fira i stedet for Oía for at få en bedre oplevelse.
Vi prøvede ikke selv lykken i Fira, da vi i stedet valgte at se verdens såkaldt smukkeste solnedgang fra en båd en af vores andre aftener. En oplevelse der med garanti kan sikre en solnedgangs-udsigt.